img12

Krydsfelt - i Kirken

Krydsfelt 2020 blev et møde mellem Kobter, som består af Peter Marrot og Jacob Sørensen på trompeter og elektronik, og Jonas Kjærgaard som spiller Kirkeorgel. Sammen har de komponeret elekTRO Suiten som er inspireret af kirkerummet. 

Musikken afsøger kirkens rum og væsen, og lyden er på samme tid velkendt og ny. Fastlagte passager blandes med mere frie improvisatoriske forløb, og der er arbejdet meget med at udforske alle kirkeorglets mange facetter. Derudover bruges det store klangfulde kirkerum som medspiller i musikken. De enkelte Krydsfelt koncerter tilpasses den aktuelle kirke.

På grund af Corona-nedlukning blev den første Krydsfelt i Kirken opført i Sankt Nicolai Kirke i Kolding uden publikum og i stedet live-streamet som en del af Jazz I Trekantens virtuelle jazzklub Jazz To Go. 

 

Krydsfelt er et musikalsk eksperiment, der undersøger hvad der kan ske, når man sætter musikere fra to vidt forskellige musikkulturer sammen for at skabe ny musik og fortolke eksisterende musik. Krydsfelt blev gennemført første gang i 2018 som en 'blind date' mellem musiker og vokalist Mads Mathias og elektronisk musiker Joakim Moesgaard. Projektet vandt JazzDanmark prisen for "Årets nytænkende koncertoplevelse"

I 2019 gennemførte Jazz I Trekanten Krydsfelt med deltagelse af Mathias Heise og Joakim Moesgaard.

I Krydsfelt 2019 mødtes komponist og musiker Mathias Heise som spiller funk, fusionsjazz og komponerer til Big Band med elektronisk musiker Joakim Moesgaard og fortolkede kompositioner skrevet til Krydsfelt af Mathias Heise. Koncerterne blev suppleret med visuals designet over optagelser fra deres samarbejde på Råværket.

Jazz is about being in the moment

Herbie Hancock