img12

Intimkoncert i Orange Diodon

Under årets Jazz i Trekanten festival i uge 35 afholdt arrangøren en intimkoncert for to personer i en særlig orange boble-scene. Koncerten var med sanger Karmen Rõivassepp og bassist Jens Mikkel Madsen søndag d 25. august 2019.

En parkeringsplads foran biblioteket i Kolding bliver i august og september måned forvandlet til en midlertidig park med rullegræs, træer, loungemøbler og et udstillingsområde for design og kunst. I disse rammer afholder Jazz I Trekanten en række koncerter, hvor der eksperimentres med formater og sammensætning af bands.

Søndag d. 25. august var en særlig scene kaldet DIODON – latin for kuglefisk – pustet op i parken og Jazz I Trekanten arrangerede fire særlige koncerter.

DIODON er en 4 x 6 meter stor plastikscene, som pustes op til en højde på ca. 4 meter. 
Når den er pustet op kan man stå inde i den lukkede scene og se ud gennem den orange gennemsigtige plastikvæg, som er prydet men en række pigge i alle retninger.

 

En af koncerterne var med sanger Karmen Rõivassepp og bassist Jens Mikkel Madsen og blev præsenteret som en intimkoncert i orange scene. På forhånd var to gæster udvalgt gennem en Facebook-konkurrence til at opleve koncerten INDE i DIODON sammen med de to musikere. Samtidig kunne publikum uden for scenen høre musikken fra højtalere og følge det intime møde mellem de to musikere og deres særligt, udvalgte publikum på kun to personer.

Karmen leverede en times koncert med en smuk blanding af hendes egne sange på både engelsk og estisk, og krydret med latin-numre fremført på smukt portugisisk. Den nøgne og skrøbelige sang blev blot understreget af det enkle akkompagnement af Jens Mikkels enkle kontrabasspil.

Reaktionen udeblev da heller ikke. Publikum i parken var musestille, og musikken blev smukt understreget af en sagte rumlen fra biler på vejene omkring.
Inde i DIODON var stemningen intens, og da både musikere og gæster havde vænnet sig til den tætte  lyd og det orange lys, blev de tæt forbundet. Jens Mikkel forklarede bagefter at ’når man slet ikke kan høre lyde fra resten af publikum uden for DIODON, så glemmer man helt at de er der, og spiller udelukkende efter ens egen, indre fornemmelse. Det var meget specielt og skønt.’

Ide og projektledelse: Sussie Bech, Jazz I Trekanten
Musik: Karmen Rõivassepp (voc), bassist Jens Mikkel Madsen (b)
Lyd- og lysproduktion: Frederik Gejl Nissen

Jazz is about being in the moment

Herbie Hancock

JAZZFESTIVAL
21. aug - 30. aug 2020