img12

DET SKER SØNDAG D. 1. SEPTEMBER

I dag rammer vi sidste dag for Jazz I Trekanten og slutningen på 10 dages forrygende jazzfest. Vi lukker og slukker selvfølgelig med manér og har en række fantastiske jazzkoncerter på programmet.

I Grinsted runder de af med to jazzkoncerter, henholdsvis jazzgudstjeneste i Grindsted Kirke kl. 9.30 og festlig frokostjazz med Rahbek Group på Grindsted Torv kl. 11.30. Rahbek Group er kendt for sit talent, originalitet og spilleglæde, og deres musik smyger sig udover scenekanten og fortæller spændende historier med finurlige drejninger og detaljer.

I Vejen er der en god omgang frokostjazz på Studio 73 med ingen ringere end Kira Martini Sextet kl. 12.00. Her er der garanti for godt selskab med Kira Martini og hendes dygtige og velkendte musikere fra den danske jazzscene. Kira Martini har vundet mange hjerter både blandt publikum og jazzanmeldere for hendes nærvær og særlige fortolkningsevne.

 

Særlig gæst i Vejle
I Bygningen i Vejle lukker og slukker en af dansk jazz grand old men Jazz I Trekanten i Vejle. Det er selveste Niels Jørgen Steen og hans A-team, der giver en af de sjældne koncerter uden for København. De spiller et bredt udsnit af jazzens stilarter med både swing, bebop og rythm’n’ blues og Niels Jørgen Steen vil som sædvanligt bruge sin lune og underspillede humor, når han præsenter numre og musikere.

 

Thera Hoeijaman runder på fornemmeste vis festivalen i Middelfart af med to koncerter i forbindelse med arrangementet ”Sindssyg Søndag” i Teglgårdsparken kl. 13.00 og 15.00. Foruden sin fantastiske stemme er hun akkompagneret af to ultra erfarne jazzmusikere, Pojken Flensborg på Piano og Torben Bjørnskov på bas. Sammen vil de fortælle jazzhistorie, og med ord og toner fokusere på de kvindelige jazzmusikere, der har gjort sig gældende i perioden 1950-79.

 

Unik koncert i C-byen
Mads Mathias var sidste års ”Artist in Residence” og i år er det den verdensberømte mundharpespiller, Mathias Heise, der har fået titlen. Det sker ofte, at de to musikere med ens klingende navne bliver forvekslet med hinanden. Det er ikke så underligt, for de er begge et par unge fyre med gudsbenådet jazztalent. Vi kan ikke forestille os en bedre afslutning på Jazz I Trekanten, når de to giver koncert under samme navn – Mads Mathias Heise i C-byen kl. 14.00.

 

I Kolding siger vi tak for denne gang med to skønne koncerter med henholdsvis Frederik Gejl Kvartet, der spiller ung og moderne jazz under åben himmel i Geografiske Have kl. 14.00, og Jazzbrothers, der giver koncert på Artist Bed & Breakfast kl. 16.00 i den flotte have på Fynsvej.

 

Jazz is about being in the moment

Herbie Hancock

JAZZFESTIVAL
21. aug - 30. aug 2020