img12

Tusind og én nat - en koncertfortælling

Tag på eventyr i det magiske Orienten med smuk koncert-fortælling.

Ellen Hillingsøe fortæller arabiske eventyr i en fortryllende koncertfortælling-forestilling for hele familien.
Børn fra 8 år.

Michala Østergaard-Nielsen og Ellen Hillingsøe præsenterer:“Tusind og én nat - en koncert-fortælling”.
Nu har du mulighed for at tage på en musikalsk rejse til det magiske Orienten med komponist og jazzmusiker Michala Østergaard-Nielsen og skuespiller Ellen Hillingsøe.


I koncertfortællingen “Tusind og én nat - en koncert-fortælling” opfører de nogle af de mest medrivende fortællinger fra den legendariske eventyrbog (bl.a. “Ali Baba og de fyrretyve røvere”) i et samspil mellem Ellen Hillingsøes oplæsninger og Michala Østergaard-Nielsens stemningsfulde jazz-kompositioner.
Resultatet er en helstøbt “koncert-fortælling”, hvor man drages ind i eventyrenes fantastiske verden.
“Jeg har altid været fascineret af eventyr og deres magiske verden”, udtaler Michala Østergaard-Nielsen. “Det er en verden, hvor man kan glemme sig selv og forsvinde ind i et univers, hvor en anden form for visdom kan opleves. Det er det samme musikken kan. Ophæve tyngdekraften og vise os et alternativ til vores måde at forstå og være i verden på.” Ellen Hillingsøe samstemmer: “Tusind og én nats eventyr har så meget liv og poesi i sig.

Eventyrene er tidløse og aktuelle også den dag i dag. Sammen med den smukke og livfulde jazz-musik, som Michala har komponeret, skabes en unik forestilling, som jeg håber mange vil dele med os.”

Ideen til koncertfortællingen opstod på baggrund af en ny dansk oversættelse af Tusind og én nats eventyr. Den blev første gang opført til Kulturnatten 2014 i HUSET-KBH.
Eventyrene er et udtryk for et møde mellen Østen og Vesten. Visse fortællinger er østlige af oprindelse, mens andre er stærkt præget af europæisk hånd og ånd. Fælles for dem er fascinationen af og ikke mindst lysten til at få dem fortalt højt. I “Tusind og én nat - en koncert-fortælling” sætter vi musik til fortællingerne. En lytten ind i eventyrene og deres magiske verden. Med musikken i hånden.

Fortæller Shahrazád: Ellen Hillingsøe
Musikere:
Qarin Wikström: sang
Anders Banke: sax, klarinet, basklarinet
Mathias Landæus: klaver
Nils Davidsen: bas
Michala Østergaard-Nielsen: Komponist, trommer, perc.


Eventyrene, der bliver brugt i koncertfortællingen, er oversat af Ellen Wulff og Kim
Witthoff.

 

Jazz is about being in the moment

Herbie Hancock